Tune Slagteren I/S

07. Filet royal med ærter francaise og salat

07. Filet royal med ærter francaise og salat

Ingredienser

  • 1 kg filet royal

Ærter francaise

  • 1 kg ærter
  • 200 g bacon
  • 100 g perleløg
  • 1 bakke hjertesalat

Syrnet fløde

  • 2 dl piskefløde
  • 50 g sukker
  • 1 citron
  • Friskkværnet hvid peber

Spidskålssalat

  • 1 spidskål
  • 1 broccoli
  • 50 g mandler
  • 50 g tranebær

Svinefileten brunes godt af på alle sider på en pande. Steges færdig i ovnen ved 180°C i 40 minutter eller til en kernetemperatur på 70°C. Hviler 15 minutter før den skæres ud i tynde skiver.

Hjertesalaten skæres i strimler og skylles grundigt i koldt vand. Baconen skæres i små tern, og de steges sprøde på en tør pande. Lægges på et stykke fedtsugende papir. Gem lidt af baconfedtet til at sautere perleløgene i.

Perleløgene sauteres i lidt baconfedt, hvorefter ærter og bacon tilsættes. Hjertesalaten vendes til sidst rundt i panden, kun lige så det falder sammen, der skal stadigvæk være bid i salaten.

Fløden piskes sammen med citron saften, og smages til med sukker og peber.

Spidskålen snittes i tynde strimler og lægges i en stor skål. Broccolien plukkes i buketter og kommes 15 sekunder i en gryde med kogende vand, derefter tages de op og kommes i en skål med koldt vand. Derved bevarer du den flotte grønne farve og sprødheden i broccolien.

Grofthakkede mandler, tranebær, broccoli og spidskål vendes sammen og en syrnet fløde hældes over.

Der kan serveres nye kartofler og skysauce til.